Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Forældresamarbejde
Samarbejde med forældre om børns læring

Forældre og dagtilbud har et fælles ansvar for barnets trivsel, læring og udvikling.
Det er vigtigt at:

  • Forældresamarbejdet er præget af åbenhed, dialog og gensidighed 
  • Begge parter anerkender hinanden som ligeværdige partnere. 
  • Dagtilbuddet, sammen med forældrene, finder frem til, hvordan barnets trivsel, udvikling og læring fremmes. 


Forældresamarbejdet foregår på forskellige niveauer:

  • Det formelle som forældrebestyrelse, forældremøder og samtaler
  • Jævnlige kommunikationer om barnet
  • Det uformelle ved sociale sammenkomster 
  • Sparring i forhold til det enkelte barn, forældres behov og dagtilbuddets behov.


Vores forældresamarbejde
I Børnehuset Regnbuen er det første møde med forældre og deres barn af stor betydning. Vi sætter altid god tid af til, at både forældre og barn får mulighed for at mærke hvordan stemningen, kulturen, omgangsformen, aktiviteterne og den fysiske ramme er. Det er vores leder der denne dag viser rundt og er vært for besøget. Forældrene får info af forskellig slags, men det der især er vigtigt for det enkelte forældrepar i forhold til deres barns opstart hos os, har 1.prioritet.
Børn skal selvfølgelig have støtte i indkøringsfasen når de starter hos os, men det har en høj prioritet hos os at forældre ”skal køres ind”, for at barnet falder til og føler sig godt tilpas i sin nye vuggestue eller børnehave.
Den første samtale indeholder en forventningsafstemning omkring hvordan hverdagen er i Børnehuset Regnbuen, og en mulighed for at forældreparret kan fortælle om deres barn og deres familie, således at vi kan tage godt imod deres barn og dem som familie.

I hverdagen er der mulighed for at kommunikere med det pædagogiske personale om barnets hverdag – hvad skete der i weekenden - hvordan har dagen i vuggestue eller børnehave været – glæder og sorger deles. Meget kan deles ved aflevering og afhentning og andet kræver et fortroligt rum og god tid. I Børnehuset Regnbuen opfordrer vi forældrene til at sige til hvis der er noget de undres over, noget de oplever, som de ikke finder godt eller er utilfredse med. Vi vil gerne, at man siger til - hellere dag èt end efter 2 måneders grublen. Vi værdsætter den åbne og konstruktive dialog og tager som udgangspunkt kritik som en udviklingsmulighed til at blive en endnu bedre daginstitution. Selvfølgelig glædes og vokser vi som pædagogisk personale også af at vi hører de gode fortællinger fra forældrene.

I hverdagen vil dialogen som oftest foregå mellem det pædagogiske personale og forældrene, men der er altid mulighed for at tage en dialog med vores leder. om stort og småt.
Den pædagogiske teamleder og det pædagogiske personale beslutter og er ansvarlig for institutionens pædagogik, men vi er gerne i dialog med forældrene om stort og småt

Vi værdsætter når forældre indimellem giver sig tid til at ”blive hængende”

Vi holder samtaler med alle forældre omkring deres barns trivsel og udvikling. Som forældre kan man derudover altid selv henvende sig og aftale en samtale.

Overordnet kommunikation om mangt og meget vil være at finde på AULA, som er den digitale kommunikationsplatform Kalundborg Kommune har valgt. Vi vælger også af og til at hænge fysiske opslag op – gerne i vores garderober.